Clara Rosenkrantz

Kirsebærtærte

Clara Rosenkrantz
Kirsebærtærte

Kirsebærtærte med flødeskum

Kirsebær er sådan et smagfuldt bær, det er smagen af sommer. Det er først rigtig sommer, når man spiser kirsebær i haven og ser hvor lagt man kan få stenen til at flyve. Kirsebærret er også virkelig lækkert i bagværk. I denne opskrift får kirsebærrene selvskab af den lækreste sprøde tærtedej. Tærten er særlig lækker på en regnvejrs dag, hvor sommerregnen siler ned og man hygger sig indendøre.

Ingredienser til ca. 8 personer

Tærtedej:

125 g koldt smør

60 g flormelis

150 g hvedemel

1/2 spsk. vand

Tærtefyld:

400 g kirsebær

125 g smør

250 g marcipan

2 æg

Fremgangsmåde

1) Skær smørret i tern og bland det med flormelis og mel. Når dejen hænger sammen hældes vandet i. Ælt dejen godt til den får en glat overflade og kom den derefter i køleskabet.

2) Til tærtefyldet kommes smør og marcipan i en blender og æg røres derefter i massen.

3) Tag dejen ud af køleskabet. Dejen rulles ud og lægges i tærtefadet, sørg for at dejen når langt op af kanterne. Formen skal være 24-26 cm.

4) Marcipanfyldet hældes ud over tærtebunden og trykkes godt op af kanterne.

5) Kirsebærrene udstenes og lægges med den runde side opad ovenpå marcipanfyldet. Tærten bages i en forvarmet ovn på 190 grader, i omkring 35 minutter eller til marcipanfyldet har fået en gylden farve.

Server gerne tærten lun med flødeskum.